fortælle

Danish

Etymology

Equivalent to for- +‎ tælle, after Middle Low German vortellen (“tell”). Compare, with a different prefix, German erzählen.

Pronunciation
  • IPA(key): /fɔˈtɛlˀə/, [fʌˈtˢelˀə], [fɒ̽ˈtsʰelˀl̩]

Verb

fortælle (imperative fortæl, infinitive at fortælle, present tense fortæller, past tense fortalte, perfect tense har fortalt)

  1. to tell, to report
  2. to narrate

Usage notes

Note that fortælle does not require the recipient of the story to be explicitly marked as an indirect object:

Fortæl, hvad der er sket. or Fortæl mig, hvad der er sket.
Han fortalte aldrig om sin fortid. or Han fortalte dem aldrig om sin fortid.

Conjugation
Inflection of fortælle
present past
simple fortæller fortalte
perfect har fortalt havde fortalt
passive fortælles fortaltes
participle fortællende fortalt
imperative fortæl —
infinitive fortælle —
auxiliary verb have —
gerund fortællen —

References
This article is issued from Wiktionary. The text is licensed under Creative Commons - Attribution - Sharealike. Additional terms may apply for the media files.