værge

• IPA^(key): [ˈʋaɐ̯wə], [ˈʋaɐ̯ʊ]

From Old Danish wæri, from Old Norse verja, from Proto-Germanic *warjǭ, cognate with Norwegian verje, Swedish värja, värjo. Derived from the verb *warjaną, see below. Another derivation, *warīniz, is found in German Wehr and Danish værn.

værge c (singular definite værgen, plural indefinite værger)

1. (law) guardian (of a child or incompetent adult)

værge n (singular definite værget, plural indefinite værger)

1. (dated) protection, care
2. (dated) weapon
   • 1972, Charles Lamb, Johanne Kastor Hansen, transl., Fortællinger fra Shakespeares verden, Lindhardt og Ringhof, →ISBN:

     »Nej,« sagde Ferdinand, »den behandling vil jeg sætte mig imod, indtil jeg ser min fjendes overmagt,« hvorpå han drog sit værge, ...

     (please add an English translation of this quote)

   • 1919, Morten Korch, Studeprangeren, Lindhardt og Ringhof, →ISBN:

     ... da han paa samme Tid svang sin Pisk, som Hellig Jørgen sit Værge da han undlivede Dragen, ...

     (please add an English translation of this quote)

   • 1963, – Homer (tr. by Mogens Boisen), Iliaden, Gyldendal, reprinted 2017, Lindhardt og Ringhof (→ISBN)

     Men da de, hver i sin flok, var rustet med våben og værge, / stævned de midt gennem troernes hær og akaiernes falanks.

From Old Danish wæriæ, from Old Norse verja, from Proto-Germanic *warjaną, cognate with English wear (“to guard”) and German wehren.

værge (imperative værg, infinitive at værge, present tense værger, past tense værgede, perfect tense har værget)

1. protect